Midsommermiddag ved slottet

Fra 850,00 DKK

Oplev genkendelige råvarer i overraskende sammenhænge og få udfordret dine nutidige forestillinger om måltidets form og indhold. Midsommermiddag ved slottet vil byde på en kulinarisk rejse gennem 1600-tallets og 1700-tallets fyrstelige højbord. Kom og smag på 150 års kongelig køkkenkunst, når Rosenborg inviterer til en stemningsfuld middagsoplevelse i fodsporerne på kongerne og dronningerne.

Varenummer: 237 Kategori:

En historisk middagsoplevelse

Orangeriets køkkenchef Jasper Kure har sammen med historiker Louise Sebro udviklet aftenens menu, hvor forskellige perioders råvarer og retter bliver sat i en moderne og elegant kontekst. De mange smagfulde serveringer vil kombinere 1600-tallets sanselige måltid med 1700-tallets franske køkken og byde på periodernes delikatesser.

I et telt med åbne sider og med udsigt til slottet, vil der sprede sig en duft af renæssancens varme krydderier. 150 års fyrstelig borddekoration vil sætte os tilbage i tiden, og musikanter vil underholde med hofmusik, som var vi gæster ved Christian 4.’s langbord.

Louise Sebro har i mange år beskæftiget sig med historisk madlavning bl.a. i sit virke som tidligere leder af Herregårdsmuseet Selsø. Hun vil som aftenens vært løbende præsentere de enkelte serveringer og fortælle om de skiftende gastronomiske tendenser. Med små fortællinger fra Rosenborg vil aftenen give et indblik i, hvordan måltidet har udspillet sig ved det kongelige middagsbord over fire generationer af konger.

Det er første gang, vi inviterer til denne særligt stemningsfulde oplevelse som helt eksklusivt foregår over seks aftener på slotsgrunden. Den endelige menu følger snarest.

Hvornår: Fra tirsdag d. 19. juni – lørdag d. 23. juni hver aften fra kl. 18.45

Varighed: Forventet varighed af ca. 2 1/2 time.

Pris: 850 kr. per kuvert inklusiv servering af vin til maden.

 

Da middagen vil finde sted i et stoftelt med åbne sider, er det vigtigt at klæde sig på efter vejret. Vi tager forbehold for det danske sommervejr og henviser til vores generelle handelsbetingelser ved billetkøb. 

 


Se hvad vi ellers tilbyder i shoppen